Nazibetjent i knibe

Tage Andersen, der var medlem af nazistpartiet DNSAP, blev i 1940 ansat som politibetjent. I maj 1943 blev han sendt ud med et udrykningshold, da der kom anmeldelse om en sabotage, og folkene fra Københavns Politi skød mod sabotørerne og anholdt tre af dem.
Sammen med kollegerne fik Tage Andersen en kontant belønning fra København for god og rettidig indgriben.
Men klimaet blev stadig hårdere for nazisterne i dansk politi. Det blev det også for Tage Andersen. Han kom til at høre til i udkanten af de nazistiske politinetværk Svend Staal-gruppen, men hans historie fylder meget i Erland Leth Pedersens og min bog Svend Staal-gruppen (forlaget Nyt DPIF), fordi hans sag blev efterforsket minutiøst af politiet efter krigen.
Dermed er kildemateriale noget skævt, for mange af de centrale personer i gruppen blev likvideret i krigens sidste måneder. Derfor blev der ikke lavet efterforskningssag mod dem under retsopgøret.
Afsnittet er et eksempel på, at mange af de nazistiske betjentes gerninger ligger i et tågeslør, hvor det kan være svært at konkludere håndfast, hvad der skete. Det skyldes, at det lykkedes tysk politi at ødelægge næsten alle kartoteker og andre akter før kapitulationen. Derfor har vi ofte kun akterne fra retsopgøret som kildemateriale, og her var alle opmærksomme på at bagatellisere deres handlinger mest muligt, fordi de stod til en hård straf.
Tage Andersen var blandt de nazistiske betjente, der slap billigst, idet han i 1947 blev idømt fire års fængsel. De øvrige blev idømt mellem 10 og 16 års fængsel.
Nedenstående er et uddrag  på siderne 72-78 af kapitel 5 ‘Fjender til alle sider’. Det handler om den periode, hvor tingene begyndte at spidse til for den 29-årige Tage Andersen. Det var efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august 1943 – før og lige efter nytår 1943/44.
Bogen udkommer i anden halvdel af september.

—– —– —– —– —–

(Mellemrubrikkerne er sat ind – ellers er teksten identisk med bogens tekst)
En af de politifolk, der var kommet en uholdbar situation, var Tage Andersen på Station 3 i Store Kongensgade, manden der året før i politiledelsens øjne havde gjort en god indsats ved afværgelsen af sabotageforsøget mod Emdrup Dampvaskeri. Netop Andersens nidkærhed havde givet ham et dårligt ry blandt det store flertal af politikolleger. Chefen for Ordenspolitiet i København, politiinspektør Einar Mellerup, tog stilling til Andersens forhold og gav sin konklusion i en brev af den 5. april 1944.
”Han er blevet beskyldt for paa en bestemt Dag til et nærmere angivet Klokkeslæt at være gaaet ind i Schalburgkorpsets Kaserne paa Blegdamsvej, men han har over for mig dokumenteret, at han paa det anførte Tidspunkt var til Lægebehandling paa Christianshavn,” skrev Mellerup.
”Han har endvidere (…) fra Schalburgkorpset faaet en Erklæring, som jeg ogsaa har set, om, at han ikke har været besøgende i Schalburgkorpsets Kaserne den paagældende Dag. Han nægter overhovedet nogen Sinde at have været der. (…) Under de nuværende Forhold mener jeg det ganske nødvendigt, at han snarest forflyttes.”[1]

Nævnt som stikker
Tage Andersen var kommet i den illegale presse. I Studenternes Efterretningstjeneste blev han betegnet som en ’farlig Stikker’, og det illegale Information var på samme linje.
”Han er Stikker for Tyskerne og har sin Gang hos Schalburgkorpset i Frimurerlogen paa Blegdamsvej, hvor han af Kolleger er set gaa ind. Han angiver overfor yngre Kolleger at være engelskvenlig, hvorefter han angiver dem,” skrev nyhedsbrevet. [2]
En uge senere anmeldte Tage Andersen, at der ved hans hjem i ejendommen Bremensgade 15 på Christianshavn havde gået fordægtige personer rundt i gården, og at han havde modtaget et trusselsbrev. Hans 27-årige hustru Inga havde fået et nervesammenbrud og havde taget ophold hos sine forældre i Nørre Alslev på Falster sammen med parrets treårige datter.[3]

Politiinspektøren: Han må væk
Tage Andersens sag blev undersøgt usædvanlig grundigt af politiet både under og efter besættelsen, for den var ikke så ligetil. Det synes at ligge mellem linjerne i politiinspektør Mellerups brev, at han syntes, at Andersen på mange måder var en reel og fornuftig mand, selv om han var kantet og uden evne til at stikke fingeren i jorden og tage bestik af stemningen i korpset.
Den stærke mistanke om, at han skulle have stukket nogen af politikollegerne blev ikke bevist – heller ikke senere.
Tilsyneladende var betjent Andersen en mand, der i hvert fald til den 29. august 1943 mente, at hans nazistiske standpunkt var et regulært politisk synspunkt, som han roligt kunne hævde og lægge frem til drøftelse – også selv om DNSAP støttede den magt, der holdt Danmark besat.
Og når det gjaldt bekæmpelse af illegal virksomhed havde hans holdning jo officiel støtte. Spørgsmålet spidsede til, da Tage Andersen i sommeren 1943 havde modtaget en kontant belønning af rigspolitichefen for sin indsats.
”Paa Station 3 havde han ofte nogle kraftige Diskussioner med Kollegerne, som ikke delte Politidirektørens og Rigspolitichefens Anskuelse,” hed det i referatet af Andersens forklaring, da der blev afsagt dom i hans sag efter krigen.
”Komparenten blev generet den ene Gang efter den anden og udskældt for at være Nazist, fordi han mente, at det var rigtigt at bekæmpe Sabotagen. Ca. et halvt aars Tid efter denne Episode kom der et anonymt Opslag i Vagtstuen, hvori stod, at han var set gaa ind paa Schalburg Korpsets Hovedkvarter paa Blegdamsvejen den 15/2 1944 Kl. 12.15. Dette Opslag rev han imidlertid ned, da han vidste, at Sigtelsen var helt forkert.”[4]

Påfaldende udramatisk afhøring
Ifølge Tage Andersens forklaring var det vedholdende og gentagne trusler, der satte gang i den udvikling, der førte ham til Schalburgkorpsets bygning på Blegdamsvej.
En dag først i 1944 fik han tilsendt noget, der lignede et avisudklip af en dødsannonce med et sort kors og ordlyden ’Død mand sladrer ikke’.
På samme tid modtog han et brev, som omtrent havde ordlyden:
”Hr. Andersen, dette for at Advare Dem, at Deres Liv er i Fare. Der er Mordere ude efter Dem, Svend Aage Mortensen og Hustru, Brigadevej 8, er uddelere af illegale Blade i stor Stil og er fanatiske Kommunister.”
I betragtning af de skærpede tilstande og den stigende kampvilje i det nazistiske miljø reagerede Tage Andersen overraskende behersket. Han drøftede med en ældre kollega på Station 3, hvad han skulle stille op. Det førte til, at han tog ud op opsøgte specialarbejder Mortensen for at tage en snak med ham om brevet.
Efter krigen blev Mortensen afhørt om besøget. Selv om afhøringen fandt sted i sommeren 1945, da hævntørsten over for nazister og tyskerhåndlangere kulminerede, bekræftede arbejdsmanden over for politiet, at Tage Andersens besøg havde været udramatisk.
Andersen var mødt op i civil, han havde legitimeret sig og spurgt, om Mortensen havde noget med illegale bladet at gøre. Det benægtede han, hvorpå Tage Andersen viste ham et nummer af et illegalt blad, hvor Andersen selv stod opført som stikker.
Det mente Mortensen ikke at have noget at gøre med, hvorefter Andersen viste trusselsbrevet frem, hvori Svend Aage Mortensens navn var nævnt. Mortensen afviste blankt at have nogen hensigt om at gøre Tage Andersen fortræd.
Han fik den tanke, at hans svigermor kunne stå bag brevet, men det benægtede svigermoderen senere, hvad næppe kan overraske. Mændene blev enige om at brænde brevet i kakkelovnen, og Tage Andersen tog i al mindelighed afsked med hr. og fru Mortensen.[5]

Turde ikke bo hjemme
Kort efter at Inga Andersen var flyttet væk, fandt også Tage Andersen bopælen for utryg. Det virkede truende, at mystiske personer stadig oftere tog opstilling i nærheden af hans bopæl.
”Han begyndte da at sove i Detentionslokalet paa Station 3, men en Aften, da der var overfyldt (…), vidste han ikke, hvad han skulde gøre,” fremgik det af en afhøring efter krigen.
Efter at have cyklet rundt i byens gader et stykke tid uden mål og med henvendte Andersen sig i Frimurerlogen, hvor han traf den 55-årige ritmester Johan Stahr, der var bygningens kommandant.
Tage Andersen kendte Stahr tilbage fra 1938, da han havde tjent på Maribo-egnen. Stahr genkendte ikke Andersen, men tog til efterretning, hvilken situation politibetjenten befandt sig i. For at underbygge sin historie havde Andersen taget et af de blade med, hvori han figurerede på en udhængningsliste.

Traf politikollega i Schalburg-bygningen
Ifølge Tage Andersens forklaring gav ritmester Stahr ham lov til at overnatte i en kældergang, og derefter fik han lov til at sove i fem nætter i ritmesterens bolig. Derpå traf Tage Andersen den 28-årige politibetjent Erik Høst, der i sin værnepligtetid havde været i Den kongelige Livgarde.  Han havde netop tilsluttet sig Schalburgkorpset samtidig med, at han fortsat var politibetjent i på Station 1 på Nytorv.
”Ham fortalte Komparenten (Tage Andersen, forf.) hele sin Historie og fik saa Lov til at sove paa Høsts Værelse,” hed det i politiets rapport.[6]

Kolleger nægtede at gøre tjeneste med ham
Som modvægt mod Tage Andersens egen forklaring afhørte politiet også Svend Nielsen, tillidsmand på Station 3. Han fortalte, at P.b. 1884 Tage Andersen på ingen måde havde lagt skjul på sin sympati for tyskerne. Derfor fik han på et tidligt tidspunkt kollegerne imod sig.
”Senere, da flere og flere Stikkere blev skudt, og da (..) Tage Andersen selv blev ’hængt ud’ i de illegale Blade (…), og da der bl.a. til Stationen blev tillsendt ham en lille Krans, blev han mere forsigtig,” berettede Svend Nielsen.
”Han begyndte at paastaa, at han ingen Forbindelse havde med disse Kredse. Disse Paastande blev dog ikke troet af Stationens Personale, som følte sig i høj Grad usikker ved at have en saadan Mand gaaende imellem sig paa Stationen (…). Da det blev Politibetjent Tage Andersens Tur til at gøre Tjeneste som Ekstra Civilpatrouille, nægtede Politibetjentene at forrette denne Tjeneste med ham.”
Efter aftale mellem stationslederen og politiinspektør Mellerup fik tillidsmanden ordre til selv at udføre tjenesten sammen med Tage Andersen.
”Straks den første Dag (…) forsøgte Politibetjent Tage Andersen (…) at rense sig for Beskyldningerne (…), og han paastod ved denne Lejlighed, at han paa sig havde en Attest for, at han aldrig havde holdt til hos Schalburgkorpset.”
Hertil havde Svend Nielsen svaret, at hvis han havde sådan en attest, ville det netop bevise, at han havde haft forbindelse med nazistiske kredse, for ellers ville han aldrig have kunnet få den. Endvidere havde en af Station 3-kollegerne to gange set Tage Andersen gå ind i Frimurerlogen. Det skærpede yderligere mistanken mod ham.
”Noget virkeligt Bevis for, at Politibetjent. Tage Andersen har virket som Stikker eller Angiver, har vi (…) ikke endnu,” erkendte Svend Nielsen.[7]
En anden kollega Palle Kruse erklærede sig kortfattet enig i Svend Nielsens beskrivelse og vurdering, men Kruse mente, at Tage Andersen sådan set var en flink fyr.
”(Han har) altid (…) været en god Kollega, der har været parat til at hjælpe andre, hvor det var muligt. Han har aldrig udfordret nogen, men har heller aldrig benægtet, at han var Nazist.”
Det sagde Kruse den 25. juni 1945 – og markerede sig dermed som en nuanceret stemme i befrielsessommeren, hvor der ellers var frit slag for sort/hvide beskrivelser af dem, der var endt på krigens taberside. [8]

Nægtede længe tilknytning til Schalburgkorpset
Tage Andersen var en udholdende benægter. Han fastholdt længe, at hans besøg i Frimurerlogen kun havde været sporadiske og tilfældige. Først efter en del forskellige udsagn fra vidner, der fik vist fotos af Andersen med og uden uniform, erkendte han skridt for skridt, at hans tilknytning til Schalburgkorpsets ET havde været mere omfattende end som så.
Han hævdede dog, at han kun havde haft sin gang i logebygningen i en tre uger lang periode og altid var mødt op efter mørkets frembrud. At nogen havde set ham i logen i dagtimerne, kunne han også gøre rede for.
”Arrestanten forklarer, at naar han havde været i Frimurerlogen om Natten og til Eksempel ikke skulde møde til Tjeneste før den paafølgende Eftermiddag, gik han ud fra Frimurerlogen om Formiddagen for at købe en Madpakke og gik derefter tilbage,” hed det i en afhøringsrapport fra efteråret 1945.
Blandt dem, der var sikker på, at Tage Andersen havde haft sin gang i Frimurerlogen, var den senere ledende HIPO-mand William Petersen, der havde set Andersen i samtale med Erik Høst. Petersen havde dog opfattet Tage Andersen som en relativt underordnet person, der – i modstætning til Høst – ikke referede direkte til Erik V. Pedersen.[9]

Kvinde i cigarforretning var fortrolig
Under kortlæggelsen af Andersens færden talte politiet også med en kvinde, der ikke ønskede sit navn nævnt i rapporten. Hun havde en del kendskab til politipersonalet på Station 3, idet hun var ekspeditrice i en cigarforretning, som var meget brugt af betjentene.
Hun kunne fortælle, at Andersen af en politibetjent at være var god for påfaldende mange penge. Den afhørende betjent var ikke i tvivl om, at hun havde en del kendskab til Tage Andersen, der havde betroet sig til hende, når stemningen mod ham på stationen blev for slem. Han skal i løbet af foråret 1944 have sagt, at han havde købt nye møbler for 6000 kroner (svarende til over 130.000 kr. i dag).
”Kvinden spurgte ham, hvordan han dog havde kunnet faa Penge til alt dette, og dertil udtalte han, at han havde sparet sammen, idet baade han og Hustruen jo havde Arbejde,” fremgik det af rapporten.
Formålet med at bore i dette spørgsmål var tydeligvis en mistanke om, at det var arbejde for tyskerne, der kunne have sat hr. og fru Andersen i stand til at købe så dyrt ind. Ekspeditricen gav også en oplysning, der tydede på, at Tage Andersen ikke altid overnattede i Frimurerlogen.
Han skal have betroet hende, at han kom meget sammen med en kvinde, der var kassererske i Schalburgkorpset. Det har formentlig været efter, at hustruen var rejst tilbage til sine forældre på Falster med datteren. Andersen havde selv engang i sommeren 1944 udpeget sin veninde for ekspeditricen.
”(Han har) fortalt, at hun boede i Christiansgaarden, og at han opholdt sig en Del hos hende,” noterede politiet.[10]

Du kan læse tekstuddrag nr. 2 fra Svend Staal-gruppen her: Bortførelsesdrama på Østbornholm

Tekstuddrag nr. 3 er her: Afdeling ‘Eigils’ raid på Fritjof Nansens Plads

Noter:

[1] Brev fra politiinspektør Einar Mellerup den 5. april 1944.

[2] Studenternes Efterretningstjeneste den 27. marts 1944, Information den 16. marts 1944 samt De frie Danske nr. 6, den 30 maj 1943 (???).

[3] Politirapport den 13. april 1944.

[4] Afhøring af Tage Andersen hos Nykøbing Falster Politi den 23. juni 1945.

[5] Afhøringer af Tage Andersen den 26. juli 1945 og Svend Aage Mortensen den 30. august 1945.

[6] Afhøringer af Tage Andersen den 12. og 26.juli 1945; dombogen fra Københavns Byret vedr. tage Andersen den 9. januar 1947 samt kort i Centralkartoteket vedr. Erik Høst.

[7] Afhøring af tillidsmand Svend Nielsen den 16. april 1945.

[8] Notits af Palle Kruse, Københavns Politi, den 25. juni 1945.

[9] Indberetning fra Kriminalpolitiet i Nykøbing Falster vedr. Peter Asmussen af 12. juli 1945 og afhøringsrapporter vedr. Viktor Regelov Jensen den 19. oktober 1945, Ib Nedermark Hansen den 26. november 1945, William Petersen den 7. maj 1946 samt Tage Andersen den 26. november 1945.

[10] Notits, Københavns Politi, 4. december 1945.

Pakker til erhvervslivet

Da jeg for tre måneder siden udsendte det første indlæg under overskriften ‘Pakker til erhvervslivet’, ringede jeg til knap 20 virksomheder eller organisationer og fik deres ja til at modtage et oplæg til sponsorat af Modstand
Det gav imidlertid ikke noget resultat – i hvert fald ikke i første omgang.
Men inden for de seneste fem uger er der alligevel – som jeg har omtalt tidligere – kommet vægtige støttetilsagn. Det er sket, efter at jeg egentlig havde indstillet mig på, at mit salgsfremstød ikke ville give resultat.
Tilsagnene har en værdi på mellem 6.000 og 20.000 kr,, og det ligger netop på niveauet for det, jeg fra starten havde tænkt som virksomhedspakker.  Centralt i tiltaget står foredragstilbud, der ikke nødvendigvis behøver at handle om besættelsen. Crowdfunding er i vækst, og jeg kan tilbyde ud fra egne erfaringer at fortælle om brug af metoden til finansiering af et stort bogprojekt.

På vej mod 600.000 kr. i alt
Ca. 100 bidragydere har indtil nu indbetalt i alt 139.500 kr., på crowdfunding-kontoen på www.booomerang.dk, der er en hovedbestanddel i det finansieringsprojekt, der skal gøre det muligt at videreføre arbejdet med Modstand.
Det er et ovenud flot bidrag, der sammen med 400.000 kroner i fondsdonationer og 131.000 i betingede tilsagn og garantier fra virksomheder har bragt resultatet op på 670,500 kr. Det er 73 pct. af det oprindelige målbeløb på 925.000 kr.

Høje startomkostninger
Men af forskellige grunde er dette målbeløb uaktuelt nu. Det behov, der står centralt, er, at et førende forlag har betinget sig fuld sikkerhed for ekstern dækning i form af 425.000 kr. af produktionsudgifter, dvs. udgifter til tilrettelægger, grafiker, trykkeri m.m. for at overveje at påtage sig udgivelsen. Jeg kan selv stille ca. 40 pct. af beløbet, men der mangler fortsat 104.000 kr.

Regnestykket er:
Egne midler fra finansieringsprojektet…………………..175.000 kr.
Fondsbevilling……………………………………………………… 15.000 kr.
Kammeradvokaten/Advokatforma Poul Schmith……..25.000 kr.
Advokatpartnerselskabet Gorrissen Federspiel……….. 20.000 kr.
Kreditrådgiver Lars Emborg Jensen (garanti)…………. 20.000 kr.
Advokat Frederik Madsen……………………………………..  15.000 kr.
TLH Gruppen v/Torsten Lykke Hansen………………….  15.000 kr.
AI Arkitekter og Ingeniører (garanti)……………………… 10.000 kr.
Jan Bruus Sørensen/Lene Boye (garanti)……………….. 10.000 kr.
Nyt DPIF……………………………………………………………….10.000 kr.
Workstep ApS v/Claus Hørlykke Toksvig…………………   6.000 kr.
I alt til rådighed………………………………………321.000 kr.
Krav…………………………………………………………………..  425.000 kr.
Beløb der mangler…………………………………..104.000 kr.

Behovet kan vise sig at være mindre. Jeg vil undervejs i processen kontakte andre kvalitetsforlag for at høre, om de er parat til at påtage sig arbejdsopgaven på lempeligere vilkår.

Garantier er en mulighed
Ud over donationer er det en mulighed at bidrage ved at stille en garanti til rådighed. Den kunne f.eks. være på 10.000 eller 20.000 kr. Det ville betyde, at man accepterer risikoen for, at man får en opkrævning på en vis del af beløbet, når værket i 2020 er færdigudgivet.
Det skrev jeg mere om i mit indlæg i forgårs, men det er vigtigt at hæfte sig ved, at det slet ikke er sikkert, at det vil blive nødvendigt at trække på sådanne garantier. Udsigterne til at få dækket produktionsudgifterne gennem fondsansøgninger er gode, og ansøgningerne bliver ikke kun udsendt i begyndelsen af projektet. Det er en løbende proces over hele projektperioden.
Det beløb, der lige nu står som en ‘mur’, skyldes, at forlaget betinger sig fuld sikkerhed for de eksterne bidrag fra start.

Noget kommer retur til bidragyderen
Crowdfunding-delen af mit projekt foregår efter reward crowdfunding-princippet. Det går ud på, at noget gives tilbage til bidragyderen til gengæld for investeringen.
På det niveau, der er blevet doneret på hidtil, har det handlet om, at man får sit navn med i bind 2 for 300 kr., i både bind 2 og 3 for 550 kr., og for 2000 kr. får man et signeret eksemplar af bind 2 med posten. For 3500 kroner får man både bind 2 og 3 med posten senest på udgivelsedagen – og ens navn er med begge steder.

De fem øverste niveauer
Det var de fire laveste trin på skalaen. Målgruppen for de fem højere trin er primært evt. villige virksomhedssponsorer.
De fem trin er:
1) For 5000 kroner bliver man oven i signerede eksemplarer af bind 2 og 3 og nævnelse i dem inviteret til et særarrangement i forbindelse med udgivelsen. Virksomhedssponsorer bliver nævnt i en rubrik for sig, mens privatpersoner står i en anden rubrik på donorlisten.
2). For 8000 kroner bliver man ud over det nævnte også inviteret til et særarrangement i forbindelse med udgivelsen af bind 3.
3). For 12.000 kroner får man – ud over to signerede eksemplarer og to nævnelser – et foredrag til sin virksomhed, institution eller forening. Kun transport og eventuel overnatning kommer oveni som ekstraudgifter.
4). For 20.000 kroner får man foredrag som skitseret i forbindelse med begge udgivelserne.
5). For 25.000 kroner får man derudover sit navn nævnt – ikke bag i bogen på donorlisten men forrest og med større typer – og sammen med blandt andre Statens Kunstfond og Augustinusfonden.
Oven i alle priser skal man beregne et transaktionsgebyr på 5 % til firmaet bag platformen booomerang.dk. Den reelle pris for  f.eks pakke 2 bliver altså 8000 kr. + 400 kr. = 8400 kr.

Forhandlingsparat
Hvis der er nogen, der ønsker at drøfte de nærmere vilkår, er jeg frisk på en forhandling. I kan kontakte mig på tlf. 60 38 37 21 eller mail nbdanielsen@mail.tele.dk

– Obs! – Crowdfunding er øverst på mit opdaterede foredragsprogram, som du finder her

– Du kan følge udviklingen i finansieringsprojektet på platformen booomerang.dk – linket https://www.booomerang.dk/projects/modstand/ Som det fremgår, bliver alle beløb betalt tilbage til bidragyderne, hvis det ved fundraisingens afslutning viser sig, at bogprojektet ikke bliver videreført.

– Jeg har haft kontakt med Skat vedr. projektet. Jeg har skrevet om det bindende svar, jeg fik derfra i dette indlæg Den del af indsamlingens provenu, der går til mine personlige leveomkostninger , bliver beskattet som et honorar.

 

Farvel til kurerpige

Når Toldstrupselskabet i Assens den 18. august holder den årlige mindehøjtidelighed for Jens Toldstrup, vil en af de personer mangle, der har været fast gæst, siden afsløringen af mindestenen for modstandshelten i 2013.
For en måned siden døde Gertrud Pedersen fra Stevnstrup ved Randers, der under besættelsen var en af Toldstrups kurerpiger, 95 år gammel. De fire helt unge kvinder var krumtapperne, der fik  modtagechefens højmobile illegale hovedkvarter til at fungere.

Modstands-ægtepar
Gertrud Pedersen var den ene halvdel af et frihedskæmperægtepar, der fik et langt liv. Hun mødte sin mand, Carl Pedersen, da de begge var FDF-spejdere i Randers, og de blev gift i efteråret 1943. Han døde i 2013 som 93-årig, kort før parret kunne have fejret jernbryllup.
Det var ikke mindst spejdermiljøet i Randers, der var udgangspunkt for den tidlige modstandskamp i byen, og det unge ægtepar begyndte i  1943 at dele illegale blade ud. Carl Pedersen havde efter sin værnepligt været på befalingsmandsskole i Næstved sammen med Christian Ulrik Hansen, der var nærmeste medhjælper for modstandsbevægelsens Jyllands-leder Flemming Juncker.

Besøg af Christian Ulrik Hansen
En dag i efteråret 1943 opsøgte ildsjælen, der som regel blev kaldt ‘Christian U.’, parret i deres lille lejlighed på Mariagervej i Randers og spurgte om de ville hjælpe med at modtage våben, der blev nedkastet med fly fra Storbritannien. På dette tidspunkt var de luftbårne våbentransporter godt i gang, idet Hvidstengruppen allerede havde gennemført alle de modtagelser, de kom til at stå for.
Gertrud og Carl Pedersen, der var politibetjent, sagde ja, og Carl deltog ved et par lejligheder på modtagehold, mens Gertrud holdt vagt.

Redningsaktion for sabotør
Parret blev yderligere involveret i farligt modstandsarbejde  i vinteren 1943/44, da de hjalp en af de sabotører, der var eftersøgt efter den store sabotage af jernbanebroerne ved Langå i november 1943.
Gestapo stormede lejligheden, hvor Ejvind Jacobsen holdt sig skjult. Han sprang ud fra en altan og brækkede et ben ved landingen, men det lykkedes han at slæbe sig i skjul. Den eftersøgte skulle af sted til Sverige snarest, og det var toldassistent Anton Jensen fra Skive, der endnu ikke have fået dæknavnet ‘Toldstrup’, der arrangerede det.
I august 1944 blev Carl Pedersen arresteret under en våbenmodtagelse, og han blev transporteret til KZ-lejren Neuengamme.

I Toldstrups tjeneste
Gertrud Pedersen, nu 23 år, gik ‘under jorden’ og var fast besluttet på at deltage i modstandskampen til det sidste. Hun kendte Toldstrup fra redningsaktionen for Ejvind Jacobsen og opsøgte ham i  Aarhus. I den illegale lejlighed, der var hovedkvarter, mødte hun to andre Randers-piger, som hun kendte af udseende fra hjembyen. De var Annie Mouritzen og Kirsten Kretzschmar, begge 19 år. Den fjerde i kvartetten var den 26-årige Liss Errboe.
De fire unge kvinder udførte alle former for kurertjeneste og kontorarbejde – herunder især den meget tidkrævende chifrering og dechifrering af telegrammer, der blev sendt til og modtaget fra London.

Havde selvmordspille parat
I de sidste krigsmåneder følte Gertrud Pedersen virkelig, at jorden brændte under hende.
“Vi flyttede hele tiden hovedkvarteret og var konstant på flugt. Toldstrup gik slet ikke ud om dagen mere,” fortalte hun til bogen Modstandskvinder af Kathrine Læsøe Engberg (Gyldendal, 2009).
“Liss var blevet taget af Gestapo i oktober, da hun var på en mission, og Annie blev sendt til Sverige i november af Toldstrup, da vi fik at vide, at tyskerne var på sporet af hende.”
Nu var kun Kirsten Kretzschmar tilbage sammen med Gertrud Pedersen.
“Vi var skrækslagne for at blive taget af Gestapo,” fortalte hun videre.
“Når alt kom til at, var vi ikke bange for at dø, men for at blive taget levende. Vi vidste alt om hovedkvarteret, og de ville have fat i Toldstrup for enhver pris. Derfor havde vi en giftpille sat fast med et stykke plaster på inderlåret. Jeg havde taget den, hvis det var blevet nødvendigt.”

Fik manden hjem fra KZ-lejr
I april 1945 fik Gertrud Pedersen af sin bror besked om, at hendes mand var kommet tilbage til Danmark med ‘de hvide busser’, der skulle transportere de frigivne KZ-fanger videre til Sverige. Carl flygtede imidlertid fra bussen i Fredericia, og Gertrud fik lejlighed til et gensyn med sin stærkt afmagrede mand hos dennes bedsteforældre.
Carl Pedersen kom sig og genindtrådte i politiet, hvor han senere blev kriminalkommissær. Hans hustru blev lægesekretær, og parret fik et almindeligt familieliv med en datter og en søn, der blev født i de første efterkrigsår.
De fire kvinder opretholdt et nært venskab efter krigen. Kirsten Kretzschmar (senere gift Bertelsen) døde som den første i 1998, mens Liss Errboe (senere gift Richardt) levede til 2012. Annie Mouritzen, der efter krigen kom til at hedde Langberg, er i dag 92 år og bor i Randers.

– Dødsfaldet blev den 22. juni markeret med mindeord af redaktør Knud Mogensen i Amtsavisen i Randers, som du kan læse her
– I slutningen af Peter Laursens interview fra 1985 i DR-TV med Jens Toldstrup kan du se Gertrud Pedersen udtale sig om modtagechefen. Klippene ligger her og her

 

Den jyske partisanhøvding

I dagene efter den 9. maj 1945 var Jens Toldstrup (1915-1991), lederen af våbenmodtagelserne i Jylland, indstillet på at samle alle villige fra sin modstandsorganisation på flere tusinde aktive og føre dem til Sydslesvig – det gamle danske land.
Den 29-årige mand, som briterne kaldte ‘Europas bedste modtageschef’, var oprørt over en tale som statsminister Vilhelm Buhl havde holdt i Folketinget fire dage efter befrielsen. Her havde han sagt, at ‘grænsen ligger fast’.
For den stærkt nationalistiske Toldstrup havde det været en selvfølge, at Tysklands nederlag skulle bruges som anledning til at skaffe landet ned til Dannevirke ‘hjem’ til Danmark.
Hans folk var motiverede og velbevæbnede, og han var selv på befrielsesdagen blevet hyldet som frihedshelt på Nytorv i Aalborg – og han blev det derefter ved utallige parader for modstandsfolk i foråret og forsommeren 1945

Ville holde situationen flydende
Det var modtagechefens tanke at lade sine folk sætte sig på nøgleposter i Sydslesvig og udnytte sin personlige goodwill i en forhandling med de britiske hærstyrker, der var ankommet få dage før. Det skulle efter planen bevæge briterne accepterede at holde spørgsmålet om områdets nationale tilhørsforhold flydende, til der kunne holdes en folkeafstemning. Kalkulen var, at det skulle skabe en folkestemning i Danmark, der ville sætte Buhl-regeringen over et fait accompli.
Hvis det var sket, ville det have været en parallel til situationen i Østeuropa lige efter Første Verdenskrig, hvor forskellige frikorps førte grænsekrig – ikke mindst langs det slagne kejserlige Tysklands grænse til det nyoprettede Polen.
Det er ikke urealistisk, at et sådant træk kunne have fået indflydelse. Jens Toldstrup var en usædvanlig karismatisk mand, en høvdingeskikkelse. Han havde en evne til at knytte kontakter til sine modstandsfolk på en måde, der skabte livsvarige loyalitetsbånd. Det selv om hans modstandsorganisation var sammensat af folk med vidt forskellig baggrund og politiske synspunkter.

Lyttede til landsbylæge
Toldstrup blev dog hurtigt overbevist af mere besindige modstandskammerater om, at det med at formere en milits og drage mod grænsen ikke var en god ide. Det var ikke mindst den 47-årige læge Anton Rask fra Salling, der politisk var på linje med Toldstrup, men samtidig en fornuftig, eftertænksom mand, der fik modstandslederen til at lytte.
“Hvis du gør det, er du ikke bedre end nazisterne. Så er du ikke bedre end dem, vi bekæmpede. Du skal ikke gøre det!” fremgår det af Merete Justs biografi fra 2013 Anton Rask.
Lægen var blandt modtagechefens bedste venner, og han var i de sidste hektiske krigsmåneder en slags diplomatisk rådigiver for Jens Toldstrup.

Junckers opfindelse
Når Toldstrup, som oprindelig hed Anton Jensen, fik en så fremtrædende position, skyldtes det i det hele taget, at han trods udpræget selvrådighed var klar til at lytte til bestemte folk – til ‘at tage ordrer fra dem’, som han udtrykte det.
Den vigtigste var godsejer Flemming Juncker (herunder tv.), modstandsbevægelsens Jyllands-leder, der var manden, der ‘skabte’ Jens Toldstrup. Helt bogstaveligt, for det var den 11 år ældre Juncker der fandt på det dæknavn, der senere blev modstandslederens rigtige navn.
Det skete i foråret 1944, da Flemming Juncker bad toldassistenten om at blive ny modtagechef, efter at Gestapo havde arresteret Christian Ulrik Hansen. Juncker havde øje for, at Jensen kombinerede et stort organisations- og ledelsestalent med et exceptionelt ildnende engagement.

Masselevering af våben
Det lykkedes Toldstrup at udvikle sin organisation i lyntempo, og det var medvirkende til, at langt de fleste våben, der blev leveret til Danmark med flyvemaskiner, kom til landet i besættelsens sidste år. Over 5000 containere blev fra og med september 1944 kastet ned svarende til over 80 pct. af, hvad der blev leveret gennem hele besættelsen. Jens Toldstrup havde organiseret ca. 20 modtageområder i Jylland, og 61 pct. af den samlede mængde flybårne våben dalede ned med faldskærme over hovedlandet.
Toldstrup organiserede også sabotage, illegale ruter og anden modstandsvirksomhed. Selv om Gestapo efterhånden fik konstateret  hans identitet, holdt han sig utroligt nok på fri fod til befrielsen.   Han klarede sig blandt igennem på frækhed og opfindsomhed. Toldstrup var bevidst om tyskernes respekt for uniformer, og i lange perioder færdedes han omkring i bil og udgav sig for politikommissær eller funktionær i det civile luftværn iført de dertil svarende uniformer.
Hans mobile hovedkvarter var altid klar til at bryde op med minutters varsel, hvis en fare viste sig. I alt nåede Toldstrup og hans nærmeste hjælpere at have hovedkvarter 41 steder. Længst tid var han i Aalborg, men til tider ledede han arbejdet fra mindre byer som Grenå og Hadsund.

Med skammen som drivkraft
Jens Toldstrup, der var vokset op i Assens, havde en radikalt fordømmende holdning over for det politiske system og i særdeleshed over for kapitulationen den 9. april 1940. Han anså folk som Vilhelm Buhl som slet og ret landsforrædere, og var klar til at gøre meget for at undgå, at de etablerede politikere fik lejlighed til at komme tilbage til magten ved at slå mønt af modstandssynspunktets sejr og den plads på allieret side, som det lykkedes Danmark at få.
Jens Toldstrup, der var løjtnant af reserven, anerkendte de demokratiske landvindinger og velfærdsudviklingen i 1930’erne, men slog på, at en krævementalitet var vokset frem, mens pligtfølelsen var på retur. Det kom i hans optik for en dag, da den tyske Værnemagt gik over grænsen.
“For altid vil dette slægtled i Danmark stå med skammen over sig. Det har vredet sig som orm for at komme uden om ansvaret før, under og efter krigen. De er kommet krybende frem i solskinnet for at høste ære, hvor den ikke tilkom dem, og de har hugget deres giftige tænder efter den ungdom, som bare gjorde sin pligt og intet andet,” skrev han i sin erindringsbog Uden kamp ingen sejr fra 1947.
“Men de vil få deres dom. For kommende slægter vil den helt, der bare var en ganske almindelig bydreng, men som havde den opfattelse, at sandhed og ret, fædreland og folk betød mere end hans eget liv, få den største betydning. Gennem ham er historien om Holger Danske blevet sandhed. Og det er ham. som er skyld i, at Holger Danske aldrig mere skal sove så fast, som han gjorde en tid.”

Den jyske strid
Det kan næppe overraske, at den stejle modtagechef rodede sig ud i den mest indædte af alle personkonflikter under besættelsen. Det skete, da oberstløjtnant Vagn Bennike (her th.) i forsommeren 1944 blev udnævnt til Jyllands-leder af ‘den lille generalstab’ – den underjordiske hærledelse under kommando af general Ebbe Gørtz.
Officererne virkede i forståelse med de politikere, der havde haft regeringsmagten til den 29. august 1943.  Forløbet fik betegnelsen ‘den jyske strid’.
På den ene side stod en ung, brændende idealistisk mand, der allerede gennem måneder havde vist gode resultater. På den anden side stod en 56-årig karriereofficer, der stillede sig uforstående over for Toldstrups attitude. Som reserveofficerer måtte løjtnant Jensen da vide, at enhver ny chef begynder med at etablere sin autoritet og skaffe sig overblik over organisationen, har Bennike vel tænkt.
Men oberstløjtnanten måtte hurtigt indse, at modtagechefen ikke ville indordne sig og tværtimod sendte ham stridbare breve. Striden eskalerede, og trods flere mæglingsforsøg varede den mere eller mindre ved til befrielsen.

Aktivisten mod systemmanden
Balladen var ikke bare en personkonflikt; den rummede dybe uenigheder. Vagn Bennike holdt sig dybt under jorden på præstegårde og godser, og han kunne kun kontaktes gennem flere lag af kurerer. I hans øjne løb Toldstrup med en meget udadvendte optræden uhørte risici, og han deltog endda ind imellem selv i aktioner.
Bennike ledede jernbanesabotagen, men holdt modstandskampen i en mere begrænset skala, end Toldstrup ønskede. Vagn Bennike forfulgte ‘den lille generalstabs’ højeste prioritet – opbygningen af en underjordisk hær, der kunne hjælpe de allierede under en eventuel invasion, og som – ikke mindst – kunne sikre samfundets stabilitet, når tyskerne var slået.
Toldstrup prioriterede opbygningen af ventegrupper lavere. Han ønskede kamp mod besættelsesmagten her og nu og lagde ikke skjul på, at formålet var at få så mange historier om dansk kampvilje i de udenlandske aviser, så man kunne få sonet skændslen fra den 9. april 1940.

Bennike blev ført frem
Frihedsrådet tog Bennikes parti og besluttede at fjerne Toldstrup, og der synes at have været planer om at likvidere ham. Tilsyneladende var det oberstløjtnantens livvagt Bill Elmøe, der var udset til opgaven.
Modtagechefen kunne imidlertid henvise til britisk støtte. Stormagtens militærmyndigheder ønskede ikke at udskifte den mand, der havde sørget for et modtagearbejde af en så høj kvalitet, at leveringer til Danmark var blevet opprioriteret.
Det lykkedes derfor Toldstrup at beholde sin position, men ved befrielsen viste det sig med det samme, hvem der havde fat i den lange ende. Vagn Bennike blev udnævnt til generalmajor, og myndighederne fik præpareret aviserne, så Bennike på befrielsesdagen var på forsiden af mange aviser under overskriften ‘Alle drenges helt’. Unægtelig en omtale, der ville have passet bedre på Toldstrup end på den ikke helt unge oberstløjtnant.

Marginaliseret efter krigen
De etablerede politikere var i alliance med ‘den lille generalstab’ for længst i gang med at sikre sig aktier i den sejrende modstandsbevægelse. Konsensus-fortællingen var opstået: Bortset fra de danske nazister gjorde et enigt folk modstand – nogle på den passive henholdende måde, andre blot med ‘den kolde skulder’, mens endnu andre bekæmpede besættelsesmagten med våben.
Det officielle Danmark har betalt modstandsfolkene tilbage i form af Mindelunden i Ryvangen og andre mindesteder samt højtideligholdelse af vigtige mærkedage.
Toldstrups fandt i sit ønske om et andet samfund og straf over de ansvarlige for den 9. april ikke støtte hos briterne, der ellers værdsatte ham så højt. De allierede havde tværtimod i lang tid satset på Vilhelm Buhl som den mand, der bedst kunne sikre stabiliteten i Danmark i overgangstiden fra krig til fred.
Så kunne man i stedet belønne Jens Toldstrup med en medalje, og det gjorde man. Den tidligere modtagechef fik ifølge forfatteren Sven Ove Gades biografi Toldstrup (2011) senere fornemme ordner fra Storbritannien, USA, Norge og Frankrig, men aldrig nogen dansk hædersbevisning. Ikke engang en Dannebrogorden kunne det blive til.
Toldstrup skabte sig en tilværelse i efterkrigssamfundet som bl.a. kjolefabrikant, og han boede i perioder i Spanien og Nigeria. Men han var altid præget af, at han aldrig senere kom til at spille en rolle, der blot tilnærmelsesvis var på linje med den, han havde haft, da han var en mand i tyverne.

• Peter Laursens interview fra 1985 i DT-TV med Jens Toldstrup ligger i to dele på youtube her og her
• Du kan læse et tidligere indlæg om bl.a. én af Toldstrups nære modstandskammerater Jørgen Hesseldahl her
• Den omstridte Vilhelm Buhls rolle har jeg omtalt her

 

Det vigtige efterår 1942

Månederne september 1942-januar 1943 er grunden til, at det er nødvendigt at udvide Modstand fra tre til fire bind

I onsdags besøgte jeg Povl Falk-Jensen, den snart 97-årige Holger Danske-veteran, i hans lejlighed i Nærum nord for København. Det har jeg gjort ca. hvert halve år, siden jeg i 2010 skrev en historie om ham i Ekstra Bladet. Anledningen til artiklen var, at han efter et helt efterkrigsliv i anonymitet udgav sine opsigtsvækkende erindringer fra modstandskampen Holger Danske – afdeling ‘Eigil‘ (Frihedsmuseets Venners Forlag, 2010).
Povl er usædvanlig frisk og giver stadig interview til medierne. En af de ting, han over teen viste stor interesse for, var, hvordan det gik med at skaffe midler til at videreføre udgivelsen af Modstand.
Han har faktisk selv noget at gøre med et nøglespørgsmål under fundraisingen, der har været repeteret igen og igen – efter nogles opfattelse sikkert til ulidelighed: Skal Modstand udgives i tre eller fire bind?

Slagsmål med frikorpsfolk
Afgørende for ønskeligheden af en udvidelse er efteråret 1942, der var et afgørende vendepunkt i Danmarks besættelsestid, som det også var det på Anden Verdenskrigs krigsskuepladser. Det er en periode i modstandskampen med mange spændende nuancer og parallelforløb, der aldrig er blevet skildret samlet før.
I den del af bind 2, der allerede er skrevet, har Povl Falk-Jensen bidraget med en beretning om sin egen deltagelse i slagsmål med Frikorps Danmark-soldater, der ankom på samlet orlov i København i september 1942. Urolighederne, der rygtedes helt til Adolf Hitler i Berlin, var blot et af udslagene af befolkningens ændrede holdning til det store spørgsmål om samarbejde eller modstand.

Fondsbestyrelser godkender firebindsmodellen
Spørgsmålet om bindstrukturen synes nu besvaret. Hvis det lykkes at få finansieringen hjem, bliver løsningen de fire bind. Sandsynligheden for at resultatet bliver grundmodellen på tre bind er nærmest teoretisk.
Det skyldes især, at de to store fonde Augustinusfonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har givet deres bevillinger en udformning, der entydigt peger i retning af den udvidede model.
Bind 1, der udkom i 2015 – Frihedskampens rødder 1933-1942 – slutter i september 1942. Bind 2 har indtil nu været planlagt til at slutte i januar 1944, mens tredje bind varer til sommeren efter befrielsen i 1945.
Vanskelighederne ved at rumme stoffet inden for dette format viste sig, efterhånden som arbejdet med bind 2 skred frem. Povl Falk-Jensens sammenstød med frikorpsfolk var kun et af en lang række formidlingsværdige forløb i efteråret 1942.  I de fleste historiske værker om modstandsbevægelsen beskrives perioden lidt en passant og karakteriseres kortfattet som en vigtig periode, inden forfatteren går videre til sit egentlige emne.

Dansk politis kommunistbekæmpelse
Det betyder ikke, at perioden er overset. For modstandskampens venstrefløjstradition er efteråret 1942 faktisk den vigtigste periode. Det var her, den kommunistiske sabotage tog fart, og det danske politi bekæmpede illegal aktivitet ihærdigt som led i samarbejdspolitikken.
Netop det danske politis holdning over for kommunisterne er et ideologisk hovedpunkt i den kommunistiske erindring om frihedskampen. Det har været den periode, som indflydelsesrige kommunistiske forfattere og modstandsveteraner som Carl Madsen og Børge Houmann (billedet tv.) har haft fokus på – f.eks. i Madsens Proces mod Politiet (Stig Vendelkærs Forlag, 1969) og i Houmanns erindringer Kommunist under besættelsen (Vindrose, 1990).
Spændingerne i forhold til besættelsesmagten voksede, og det skabte uro i befolkningen, at dansk politi var nødt til at samarbejde med det tyske politi og det militære efterretningsvæsen Abwehr i uigennemskuelige mønstre, hvor det ikke stod klart, om de danske myndigheder delvis frivilligt samarbejdede eller om det udelukkende skete med armen vredet om på ryggen.

Aksel Larsen i Gestapo-forhør
Den 5. november 1942 blev Aksel Larsen (foto herunder th.), formand for det illegale kommunistparti, arresteret af dansk politi efter 16 måneder på fri fod efter krav af en mission udsendt af det tyske Sikkerhedspoliti under ledelse af kriminalkommisær Hermann Span.
Larsen blev med det samme udleveret til tysk politi og udsat for langvarige forhør, hvorunder han opgav navnene på flere snese kommunistiske modstandskammerater. Aksel Larsen endte senere i KZ-lejren Sachsenhausen.

Rottbølls og Johannesens død
Det var i efteråret 1942, at modstandskampens første dødsofre fandt sted, da faldskærmsagenterne Paul Johannesen og Christian Michael Rottbøll omkom under det danske politis anholdelsesaktioner. Aktionerne fandt sted på krav fra Abwehr, men i december 1942 blev tre andre faldskærmagenter pågrebet af dansk politi, uden at det havde været på tysk foranledning. De endte i KZ-lejr i Tyskland.

Radioforretningen i Istedgade
Også for modstandsorganisationen Holger Danske var efteråret 1942 vigtigt, idet den første HD-gruppe blev dannet i forretningen ’Stjerne-Radio’ i Istedgade. I samme periode skete der massearrestationer af folk fra den illegale bladgruppe ’De frie Danske’, og i december samme år blev ledelsen af bladorganisationen ’Frit Danmark’ også afsløret – bl.a. de medicinske professorer Mogens Fog og Ole Chievitz.
Begivenheden var skelsættende, idet ’de illegale’ for mange danskere – måske befolkningsflertallet – mest bestod af kommunister og ungdommelige ballademagere.

Mogens Fogs brev
Nu blev Chievitz, en landskendt, højt respekteret professor, arresteret og udleveret til afhøring hos tysk politi. Professorkollegaen Mogens Fog (herunder tv.) undgik anholdelse og gik ’under jorden’. Hans åbne brev fra hans illegale tilholdssted under titlen ’Dråber i havet’, der blev offentliggjort i ’Frit Danmark’, er et af modstandskampens nøgledokumenter.
Men også i dette tilfælde er hvert enkelt forløb blevet fortalt for sig. I min fortælling bliver det flettet sammen med, hvad der f.eks. foregik i efterretningstjenesten og hæren, der officielt måtte fungere inden for samarbejdspolitikkens vilkår.

Ungkonservative bryder med samarbejdet
Og hvad med udviklingen i specielt det Det konservative Folkeparti, hvor mange var modstandsparate, men hvor partiet og ungdomsorganisationen KU – sidstnævnte med stort besvær – blev holdt på plads den konservative deltagelse i samarbejdspolitikken? Brydningerne førte til, at flere fremtrædende KU’ere meldte sig ud i protest mod de konservatives deltagelse i Scavenius-regeringen i november 1942. En af dem var den 26-årige Poul Meyer, der stod på den yderste højrefløj og i 1930’erne havde flirtet med den italienske fascisme.
I sine bestræbelser på at bevare politi og retsvæsen på danske hænder følte regeringen sig tvunget til at føre en skærpet anti-illegal kurs. Det førte til, at de politiske partier forbød deres medlemmer at være aktive i Dansk Studiering (senere Ringen), der ellers på dette tidspunkt var en antinazistisk organisation af relativt harmløs karakter.
Efter min opfattelse er skildringen af disse voksende brydninger og trinvise opbrud noget af det mest spændende i kapitlerne fra efteråret 1942. Det skal så sættes sammen med det lige så trinvise skift i befolkningens holdning til samarbejdspolitikken og bekæmpelsen af modstandskredsene.

Buhls tale og regeringens hårde linje
I september 1942 holdt statsminister Vilhelm Buhl (herunder) sin berygtede antisabotagetale, der trods den notoriske betegnelse ’stikkertalen’ blev mødt med udbredt lydhørhed i samtiden. Et enkelt regeringsmedlem, indenrigsminister Niels Elgaard, kunne acceptere, at dødsdomme blev afsagt over sabotører ved danske domstole, og adskillige regeringsmedlemmer fandt det acceptabelt, hvis et mere liberalt skydereglement for danske sabotagevagter fik til konsekvens, at dansk sabotører blev dræbt.
Dansk politi fik ordre til, at anholdte illegale under ingen omstændigheder måtte få særbehandling, men skulle behandles på linje med mordere og voldtægtsforbrydere. Efter nytår 1943 fremgik det af diskussioner på regeringsmøder, at stemningen i landet havde ændret sig. Det var nu langt vanskeligere at få borgerne til at bidrage til eftersøgningen af modstandsfolk med forklaringer og signalementer.

Luftangreb viste vej
En skelsættende begivenhed var det britiske luftangreb mod B&W i København den 27. januar 1943, der fandt sted næsten samtidig med den tyske 6. Armes overgivelse ved Stalingrad. Angrebet blev af vide kredse opfattet som en britisk advarsel gående ud på, at hvis danske modstandsgrupper ikke selv optrappede sabotagen, ville briterne se sig nødsaget til at foretage flere luftangreb.
I de følgende måneder fulgte det meget velkendte forløb med nedkastningen af to hold faldskærmsagenter med henholdsvis Ole Geisler og Flemming B. Muus i spidsen, dannelsen af Hvidstengruppen og dannelsen af et stort antal sabotagegrupper. I Jylland skete det under ledelse af Flemming Juncker, på Sjælland under Muus’ førerskab.
Her standser manuskriptet i maj 1943. Det var lige før de første møder, der ud på efteråret 1943 skulle føre frem til dannelsen af Danmarks Frihedsråd.

Nedskudte flyvere begravet med respekt – indtil 1943
Skiftet i tilstandene og stemningen kan også illustreres af en ændring, der sådan set ikke har noget med modstandskampen at gøre. Til ind i 1943 begravede besættelsesmagten nedskudte flyvere fra Royal Air Force med fuld militær honnør. Tyskerne vidste, at den danske befolkning var overvejende engelskvenlig, og man ønskede at have et godt forhold til danskerne – og mente langt hen ad vejen også, at man havde det. Efter at de store allierede luftangreb på tyske byer – ikke mindst Hamburg – blev hyppige fra 1943, var det slut med officielle begravelser af dræbte britisk piloter i Danmark. De blev blot kulet ned i jorden.

Slutter ved Frihedsrådets dannelse
Jeg tror, det her må være anskueliggjort, at der er rigeligt stof til et bind, der slutter i september 1943 – efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august 1943 og Frihedsrådets dannelse to uger senere. Bindet vil – uændret fra den hidtidige plan – få titlen Samarbejdets fald 1942-1943.
Jeg forestiller mig, at bind 3 skal løbe til juli 1944 med titlen Den skærpede kamp 1943-1944. Det slutter med Folkestrejken i København ved månedsskiftet juni/juli 1944, der var den største enkeltkonfrontation mellem danskerne og besættelsesmagten med ca. 100 dræbte danskere. Bind 4 skal, forestiller jeg mig, have titlen På allieret side – sådan da 1944-1945.

Øjenvidneberetning på 73 års afstand
Men tilbage til efteråret 1942 og Povl Falk-Jensen. Jeg fik i 2015 noget, man ikke kan forvente at få over 70 år efter besættelsen – nemlig en vigtig, ikke tidligere offentliggjort øjenvidneberetning. Den kan du læse her
Hans enestående udholdenhed taget i betragtning vil det ikke overraske mig, hvis Povl står distancen til at se alle fire bind udkomme.

—– —– —–

OBS! – Du kan give et kontant bidrag til Modstand ved at gå ind på denne hjemmeside , klikke på mit billede og derefter på knappen ‘Støt dette projekt’. Derefter guides du videre. MOBILEPAY er 60 38 37 21